Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Marts med Medfølelse

Foreningen Mad med Medfølelse holder for andet år eventen Marts med Medfølelse. En hel måned hvor de opfordrer folk til at prøve så vidt det er muligt at leve eller i det mindste spise som en veganer. Lade sig inspirere af den veganske verden, af det vegnske køkken. Lære og lege – blive oplyst – ikke kun i omvendelsens lys, men lige så meget for at inspirere folk til t vende sig mod ‘conscious eating’.

Marts med medfølelse

Marts med Medfølelse

Jeg er ikke veganer – og af mange grunde tror jeg aldrig jeg bliver det, men jeg synes der er mange elementer i det veganske køkken som er helt fantastisk. Det giver spændende udfordringer. Det er som regel det veganske køkken jeg vender mig til, når jeg skal finde på frokostretter og pålæg. Hverken som veganer eller vegetar er det noget man bare går i Netto eller andre supermarkeder og finder. Ok fair nok, ja man kan godt finde ting. Men bundjysk som jeg er, så nægter jeg altså at give 23 kr. for en lille bitte dåse nøddepostej, som oveni købet er fuld af udefinerbare og ‘spændende’ e-numre og tilsætningsstoffer. Ingen af delene er noget jeg er fan af.

Trist nok så går det ikke super med at leve op til intentionen om en måneds veganisme, men jeg prøver. Og helt bagud er jeg ikke🙂

I aften stod den på kartoffeldeller – taget fra Thomas’ blog Kærlighed & Kikærter. Har de sidste par eksperimenteret meget med forskellige slags deller, og er tit endt i en spin af kompliseret. Så det var dejligt forfriskende at finde disse her.

Ingredienser

  • 400 g groftrevet kartoffel
  • 1 finthakket løg
  • ½ bouillonterning opløst i en smule vand (max ½ dl)
  • ½ dl havregryn
  • ½ – 1 dl hvedemel (evt. grahamsmel eller hvid hvedemel – jeg valgte hvid fuldkornsmel)
  • 2-3 tsk. karry (jeg valgte en stærk ostindisk karry – er ret glad for karry)
  • 1 spsk sennep (jeg havde en delikatesse øko sennep jeg havde vundet som virkede som det gode valg)
  • 1 spsk ketchup (jeg brugte en skøn italiensk øko ketchup)
  • lidt friskhakket rosmarin (eller mere end bare lidt – jeg er glaf for smagen)
  • salt
  • peber

Thomas’ instruktioner (med lidt af mine egne kommentarer) Bland det revne kartoffel med 1 tsk. salt og lad det stå nogle minutter, og rør gerne lidt i det, så saltet trækker væske ud af kartoffelmassen. Tilsæt så de øvrige ingredienser. Farsen skal være lidt våd og klistret, hvis den er for tør, bliver dellerne tørre og kedelige. Som med de fleste ‘delle-farser’ bliver den kun bedre af, at du giver den tid til at stå og passe sig selv lidt – sæt den evt. på køl.

Smag farsen til – og steg så dellerne på en varm pande i lidt olivenolie. Tricket til at stege en god delle er, at lade den være. Sæt dellen på panden, vent til den bliver gylden i kanten, og så må du vende den. Hvis du flytter rundt på den for tidligt, risikerer du at ødelægge den og stegeskorpen bliver ikke så fin, som hvis dellen får fred.

Et godt råd – klart værd at lytte til. Og vupti så kan man jo bruge tiden til at forberede tilbehøret. Jeg kom lidt sent i gang, da jeg havde en løbetur, der lige skulle løbes først.  Så jeg tog den lette udvej. Jeg serverede dellerne med ristet rugbrød, en smule vegansk mayo på brøddet og en smule hjemmelavet medium stærk mango chutney – skulle helst ikke overdøve smagen af dellerne.

Og pludseligt har man et simpelt men fantastisk, dejligt måltid.

Velfortjent afslapning

Velfortjent afslapning

Benene op – alene, god mad, gode bøger og afslapning

Tiden flyver når man har noget nyt og sjovt.

Det har været ret interessant at følge udviklingen af mit nu synligt, levende, lille væsen på krukke. Vi er nået til dag 7 i processen – dagen før dagen, hvor den optimalt set burde være  fuldt udviklet og helt klar til brug.

Jeg har som anbefalet i opskriften fra hjemmesiden BRØDET rørt i dejen 2 gange hver dag – så melet ikke skulle synke ned og rådne. Det passede meget perfekt at den fik sin morgenmotion, mens jeg blendede morgensmoothien og så igen en lille røretur, mens jeg lavede aftensmad.

Dag 1 - lige blevet færdig med at røre den sammen

Dag 1 – lige blevet færdig med at røre den sammen

Det har været ret fint at følge med i processen. Fra den var helt nyblandet og ret så stiv og umedgørlig i teskturen (så stiv det ikke virkede helt som brugbart), til den langsomt, som dagene er gået, er blevet mere flydende og luftig. Der er masser af små bobler, når man kigger ned i glasset, og der kommer en let syrlig duft frem, når der åbnes for krukken. Ved ikke om man helt kan se boblerne på billedet.

Dag 7 - nu som let syrlig og luftig

Dag 7 – nu som let syrlig og luftig

Den har boet i vindueskarmen i køkkenet sammen med kimchien. Har der ikke fået direkte sollys, men har heller ikke stået mørkt. Om det gør en forskel, ved jeg ikke. Det finder jeg ud af.

Planen er, at jeg i morgen på dag otte vil forsøge mig med første testbagning med kæledyret. Er ret spændt. Jeg har aldrig lavet surdej uden nogen form for gærhjælp eller mælkebaseret ingrediens i basen til at hjælpe det på vej. Håber på den er nemmere at styre.

Jeg er helt klart også spændt på smagen. Elsker surdejsbrød – det har bare en dybere smag – så forventningerne er klar med🙂

 

 

Fik endeligt taget mig sammen og fik bygget en ny surdej. Jeg har måske heller ikke været super motiveret,  da jeg stort set aldrig spiser brød. Hvorfor så lave en surdej…? Fordi jeg gerne vil spise brød…hvis det ikke er købt.

Hvad der dog har været motiverende for også at genstarte brødkulturen er den sidste tids leg med biokultur og fermentering. Og så ligger surdej jo godti tråd.

Og brød smager nu engang bedst og har mere karakter med en lille surdej i. Og lidt selskab er jo aldrig af vejen, så på mange måder er en surdej et ideelt kæledyr.

image

Jeg valgte at bruge den surdejsopskrift fra denne side her

5dl vand
250g hvedemel
200 gram fuldkornsmel efter eget valg
50g rugmel

Ikke så mange dikkedarer.

Dejlig nem og lige til at gå til. Faktisk giver den ikke rigtigt plads til undskyldninger, da de fleste har de 4 ingredienser den kræver stående. Og har man ikke lige helt det der står, så er der plads til krea. Lig = bare få fingre og ske i omdrejninger.

Det hele røres godt sammen enten i det ønskede opbevaringsglas eller skål. Lad det stå uden låg i 2 timer for at ilte det. Kom derefter låg på og lad processen gå i gang. Kæledyret skal motioneres 2 gange i døgnet. Gerne samme tid hver dag.

Nu må vi se hvordan den arter sig. Det er første gang jeg førsøger mig helt uden en smule gær hjælp. Bliver spændende om melet kan trække processen også selvom det ikke er friskmalet.
image

Naan – Pandebrød

Fantastisk godt – genialt nemt. Naturligvis smager det bedst frisk fra panden, men jeg har stort set næsten altid nogle liggende i fryseren til de lange dage, til at servere med andre indiske og pakistanske veltilrettelagte, frosne og hjemmelavede retter.

Man kan godt bruge almindeligt hvedemel hvis man vil, jeg foretrækker bare noget mere tekstur. Ofte blander jeg også noget grahamsmel i for lidt mere bid.

Ingredienser til ca. 8 stk.:

  • 25 g gær
  • 1 dl lunkent vand
  • 1 spsk flydende honning
  • 1 tsk salt
  • 1 dl ymer eller lignende surmælksprodukt
  • 2 spsk olie
  • ca. 400 g hvid fuldkornshvedemel
  • Olie til pensling

Fremgangsmåde:

  1. Bland vand og ymer. Rør gær ud deri.
  2. Tilsæt olie, honning, salt og rør det sammen. Tilsæt så melet lidt ad gangen indtil dejen er fast. Ælt til sidst dejen godt til gutenen begynder at strække sig og dejen bliver smidig og blød. 
  3. Læg dejen i en skål og dæk den til. Lad den hæve lunt i 1 time.
  4. Del dejen i 8 lige store stykker, og rul hvert stykke fladt. Diskne skal være ca. 1/2 cm i tykkelsen.
  5. Pensl brødene med lidt olie på den ene side, og steg dem på en varm og tør pande indtil de tager farve. Pensel brødene på den anden side og vend dem. Kan være de lige skal holdes nede med en spatel for at få farve over det hele, de puffer ret meget op.

Serveres med indisk, pakistansk eller nepalesisk mad, men de kan også f.eks. bruges til snack med forskellige dip til. Brødet kan være lidt sødt fra smagen af honning, så de passer godt til lidt stærke eller syrlige retter.

Bulgur Mix

Den hurtige frokost….eller måske den dovne frokost. I den sidste ende ikke så vigtigt – den smagte godt og det har jo også sin egen værdi. og jeg fik brugt lidt rester fra køleskabet. Desværre fik jeg ikke taget billeder af det, men på mange måder mindede det meget om en tomatrisotto.

Det gode ved retten er, at det bare er en base, man kan komme alle mulige grøntsager i.

Ingredienser:

  • 2-3 spsk olie
  • ca. 2 dl kogt bulgur
  • 1 tsk sambal oelek
  • 1 spsk tomatpure
  • 1 spsk kokoscreme
  • 1-2 spsk kokosmælk
  • 1,5 tsk oyster sauce
  • ½-1 tsk mørk molasses
  • 1-2 spsk citronsaft
  • salt for smag (eller soya)

Varm panden op med olie og steg bulguren, gerne hårdt så den bliver lidt crips inden der kommer andet på panden. Hvis man har grøntsager steges de også med, men hvis man vil stege bulguren hårdt, skal det gøres før man kommer grøntsager på panden.

Derefter kommer man alle de andre ingredienser på panden, der er ikke nogen egentlig rækkefølge. Det skal egentligt bare mixes og lige lunes med og så er retten færdig. Det eneste der er at gøre er at smage til, så der kommer en fin balance af sødt, surt, salt og hot.

Server med hvad du kan finde på. Jeg have et par hjemmelavede nan liggende, som lige fik en 10-sek tur i mikroovnen og så en tur på brødristeren for sprødhed.

Veganske Kødboller

Egentligt var ‘vegansk’ ikke lige planen, men når man prøver på at snakke i telefon med sin mor, spise aftensmad, lave en ret mad og en anden ret mad og rydde op hen ad vejen, ja, så kommer selv mine multi-tasking evner på prøve.

Heldigt for mig blev al maden god – og eneste down-side var min aftensmad blev kold.

Ingredienser:

  • 600g champignon, blandet brune og almindelige
  • 1-2 dl grønne linser, skyllet og renset
  • 1 laurbærblad
  • Vand til at koge linserne i (se posens vejledning)
  • 1 spsk. olivenolie
  • 2-3 fed hvisløg, hakket fint
  • 2 spsk. rød balsamico
  • 1-2 spsk. hvidvinseddike
  • 2-3 dl grøntsagsfond
  • 1-2 spsk god sojasauce
  • 1,5 dl grovvalsede havregryn
  • 2-3 spsk grahamsmel
  • 1-2 tsk paprika
  • ½ tsk cayennepeber
  • salt, peber
  • Kom linser, laurbærblad og vand i en gryde og kog næsten efter anvisningerne. De skal ikke være helt kogt færdige. Så ingen smattede linser – ca. 10 min. Dræn dem når de er færdige. Lad dem køle lidt og fjern laurbærbladet.
  •  Kom champignon og linser i en foodprocessor (hvis du er den lykkelige ejer) eller brug din minihakker. Er du på den sidste så find tålmodigheden frem – champignonerne skal hakkes ikke køres til smat. Skal bare være groft hakket. Jeg hakkede bare hvidløget med her også. Man kan også gøre det for sig.
  • Varm olien på panden. Svits hvidløget hurtigt (hvis det ikke er blandet med resten) eller hæld linse/champignon/hvidløgs-blandingen på panden. Steges i en 4-5 min under omrøring.
  • Kom balsamico og eddike på mixet. Lad det fordampe lidt under omrøring. Tilsæt så fond, soja, havregryn, og krydderier.
  • Kog op og skru ned. Lad det simre til væsken en fordampet noget – tilsæt så melet. 
  • Tag panden fra varmen.
  • Smag til med salt og peber. Lad det køle.
  • Når det er kølet lidt af, så formes det i kugler en ønsket størrelse – mine passede vel med ca. en spiseskefuld. Jeg valgte at komme mine boller i muffinforme – for at gøre bagningen nemmere.
  • Forvarm ovnen til 175 grader og pop bollerne ind. De skal have ca. 40 min. Jeg vendte mine på halvvejen. Om det er nødvendigt vides ikke…

Serveret med tomatsauce og spaghetti

Serveret med tomatsauce og spaghetti

Dog her i en udgave uden de normale boller og som sagt i overskriften på en lidt sundere måde end den Mormor kunne finde på at servere. Det er i hvert fald ikke fedt indholdet min Mormor tænker allermest over, selvom hun klart er blevet bedre. Men når man er en dame på 80 (om en måned), så er der andre ting, man bruger mere tid på.

De fleste gamle retter kan snildt rettes til uden de store problemer, og det kan gøre det nemmere for de, som gerne vil lægge deres kost om. At de ikke skal ud og se alt med nye øje og også gennem nye opskrifter. det kan gøre man kører sur i det og giver op. Lidt mindre fløde og opbagning, så komme man langt.

Da jeg ikke spiser kød, har jeg byttet suppen fra kogningen af kødbollerne ud med god grøntsagbouillon. Ellers er de ting jeg har forandret kun ting som man kan tilsætte og fjerne som man vil, som en slags fyld. I reglen er der ingen grænser for hvilke grøntsager man kan tilsætte. Dog skal man være opmærksom på smagen – selleri har sådan en skøn, fin og mild smag – skal helst ikke overdøves.

Sovsen:

  • 1 tsk. flydende fedtstof (jeg bruger efterhånden altid ghee)
  • 4-500 g selleri i tern – frisk (jeg bruger som regel 500, da jeg jo har fjernet kødet)
  • 3 spsk. maizenamajsstivelse, kan være der skal bruges mere
  • 5 dl grøntsagsbouillon
  • 2-4 spsk. hvidviseddike
  • 1 dl skummetmælk
  • salt og peber
  • Alternativt ekstrafyld: 200g campignon i kvarte, fiskeboller (en af mine svagheder)

Sæt vand og bouillon til at koge. Skræl sellerien og skær den i tern på ca. 1-1½ cm. Sellerien koges i vandet i ca. 8 minutter. Smag om den er kogt. Den skal ikke være kogt helt blød, men lige nok. Tag den op. Jævn sovsen med maizena. Kog op i et par minutter. Kom sellerien tilbage i gryden, her kommer jeg også champignon i, da de ikke skal have så meget. Tilsæt mælk og eddike, smag til med salt og peber. Prøv dig frem mht. eddiken, folk har meget forskellig smag – jeg er ret glad for syre. Hvis der er kommet lidt for meget i, så fortvivl ikke, det kan justere med en smule sukker. Bare ½-1 tsk. Ikke for meget.

Server med lidt ris, en blanding af ris og quinoa, eller quinoa og bulgur. Jeg laver normalt den sidste blanding og kommer fintsnittede, rå gulerødder og agurkestykker i. Smager virkeligt godt med friske grøntsager til den søde sovs.

Velbekomme.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.